Børnehjemmet Peter´s House
Peter´s House er et børnehjem for gadebørn i byen Sumbawanga i Tanzania. Peter´s House har plads til 35 børn og unge, som har deres hjem der.
De får en god skolegang, sund mad, opdragelse, hører om den kristne tro og de ældste får mulighed for at vælge en uddannelse. Målet er at udruste dem til at kunne klare sig selv, når de bliver voksne.
Med din gave er du med til at give en flok udsatte børn en hverdag med glæde, håb og tro på fremtiden.
Et liv som alle børn fortjener. Fordi de har værdi!
Børnehjemmet i Uvira, DR Congo
Oppe på et bjerg i Uvira i DR Congo, ligger et børnehjem, en skole og en lægeklinik, der danner rammerne for et nyt liv for 50 børn med handicap, der ellers ikke har mulighed for at være andre steder.
De fleste af børnene er handicappede som følge af børnesygdommen polio, men også andre handicaps gør sig gældende.
Fem huse på bakken udgør et nyt hjem for 50 børn i alderen 4-16 år, som via børnehjemmet også har fået mulighed for at gå i skole og får lægebehandling.
I hvert af de fem huse bor 10 børn sammen med deres "mama". Sammen udgør de 10 børn og deres "mama" en lille familie.
Børnehjemmet i Uvira støttes af danske partnere og BDMs Unge - og du kan være med. Giv en gave, der giver børnene en lysere fremtid.
Sikonge - Mia og Michael Toldam Korsgård
I januar 2021 udsendte BDM missionærparret Mia og Michael Toldam Korsgård til Sikonge, hvor de har bistået Brødrekirken i en række opgaver bl.a. rådgivning, udviklingsprojekter, sundhedsarbejde, hospitalsadministration og renovering af bygninger. Fra august 2024 har de fortsat dette arbejde fra Danmark.
Mia arbejder tæt sammen med hospitalets ledelse om at få organiseret alt fra medicinindkøb over økonomistyring til gratis behandling af de mest sårbare. Organisering er afgørende for, at den rette medicin er på lager, at den kritiske patient overføres til regionshospitalet i tide, og at de fattigste får behandling.
Michael rådgiver om kirkens byggerier og leder kirkens værksted i Sikonge. Han har også tegnet og budgetteret byggeriet af en katedral i Tabora. Han tegner og budgetterer også for opførslen af en ny kirke, præsteboliger, kontorer m.m. i hovedstaden Kigali i Rwanda.
Brødremenighedens Danske Mission
Nørregade 14
6070 Christiansfeld